Oles ven, Flemming, nærmest råber ned i telefonen: ”Pehr er faldet om!” Ole ved, at Flemming og Pehr er nede ved deres fælles båd for at reparere motoren – og at noget er helt galt. Ole drøner ned til Hornbæk Havn på sin cykel.

Hvis en cykel kunne have vinger, havde min det den dag. Da jeg nåede molen, så jeg Pehr ligge nede i bådens maskinrum, foroverbøjet henover motoren. Flemming var helt ude af den, så jeg måtte handle. Jeg bad ham ringe 1-1-2, hoppede ned i maskinrummet og stod så dér og kiggede lige op i Pehrs ansigt.
Jeg glemmer aldrig det ansigt.

Jeg glemmer aldrig det ansigt. Farven og udtrykket fortalte mig, at han var død. Jeg følte mig afmægtig. Tænkte: ”Pehr er afhængig af mig.”

 
Heldigvis kom en ung mand forbi og hjalp til. Uden ham havde vi ikke fået Pehr op på bådens dæk. Jeg havde aldrig givet førstehjælp, men gjorde bare, hvad jeg havde set på tv – hovedet lidt tilbage, trykke og blæse. Men Pehr reagerede ikke. Han stod ikke til at redde. 

Bagefter var jeg i chok. Jeg funderede over, om det mon havde gjort en forskel for Pehr, hvis jeg havde kunnet førstehjælp. Men jeg tvivler i Pehrs tilfælde. Siden har jeg været på førstehjælpskursus. For jeg lærte noget vigtigt om mig selv den dag: At jeg har det i mig at handle og træde til.
 

Del din historie

Har du selv oplevet at en person faldt om med hjertestop, og har du brug for at dele din historie? Så kan du bruge vores åbne Du kan redde liv-Facebookside, hvor du også kan følge kampagnen.

Læs flere historier