Hvis du er alene, skal du straks ringe 1-1-2. Hvis der er andre på ulykkesstedet, så bed dem om at ringe, så du kan starte hjertelungeredning. Sæt telefonen på højttaler.
Undersøg vejrtrækningen mens du venter på, at opkaldet bliver besvaret. Det gør du ved at lægge din hånd på panden af den tilskadekomne og løfte kæben op, så der er frie luftveje. Læg derefter dit hoved ned til personens næse og mund for at lytte, om der er vejrtrækning, føle på din kind, om der er vejrtrækning, og se om brystkassen hæver og sænker sig. Det skal du bruge maksimalt 10 sekunder på. Hvis vejrtrækningen ikke er normal eller slet ikke tilstede, så kan du konstatere, at der er hjertestop.
Når du ringer 1-1-2, bliver du spurgt, om du har behov for hjælp inden for sundhed, brand eller politi. Du skal nævne sundhed. Bevar roen og svar klart og tydeligt på spørgsmålene fra 1-1-2. Fortæl, at du står med en person, der er bevidstløs. Det er vigtigt, at du også fortæller, hvor du er henne, så det sundhedsfaglige personale kan sende en ambulance til det rigtige sted. Den sundhedsfaglige visitator vil kunne hjælpe dig med at afgøre, om vejrtrækningen er normal, hvis det er påkrævet.
Lyt til vagtcentralen, der guider dig igennem hele forløbet, indtil professionel hjælp tager over.