Oles ven, Flemming, nærmest råber ned i telefonen: ”Pehr er faldet om!” Ole ved, at Flemming og Pehr er nede ved deres fælles båd for at reparere motoren – og at noget er helt galt. Ole drøner ned til Hornbæk Havn på sin cykel.
Hvis en cykel kunne have vinger, havde min det den dag. Da jeg nåede molen, så jeg Pehr ligge nede i bådens maskinrum, foroverbøjet henover motoren. Flemming var helt ude af den, så jeg måtte handle. Jeg bad ham ringe 1-1-2, hoppede ned i maskinrummet og stod så dér og kiggede lige op i Pehrs ansigt.
Jeg glemmer aldrig det ansigt.
Jeg glemmer aldrig det ansigt. Farven og udtrykket fortalte mig, at han var død. Jeg følte mig afmægtig. Tænkte: ”Pehr er afhængig af mig.”
