"Jeg er ikke sygeplejerske eller alt muligt andet, men jeg kan godt være med til at redde liv"

Den første mission

Jeg stod i en dansktime med min 4. klasse, og pludselig er der noget, der bimler og bamler.

Vi samler elevernes telefoner ind i timerne, så jeg tænkte: "Hvad er nu det for noget?" Men så kan jeg se, at det er en hjerteløberalarm.

Heldigvis var min kollega også med i klassen, så jeg spørger, om det er okay, at jeg tager afsted. Bare jeg ikke er den eneste. Det er min eneste tanke, mens jeg spurter.

På vej hen mod hjertestarteren møder jeg min leder, som jeg ikke vidste var hjerteløber. Vi kigger bare på hinanden, og han siger: "Jeg har bilen, du tager hjertestarteren.” Da vi begge ankom til hjertestoppet, var der allerede en ambulance, og de fortæller, at der ikke er brug for mere hjælp. Og så skal jeg jo tilbage til arbejde, tilbage til min klasse, hvor vi havde en rigtig fin snak om det.

Det giver mig en tryghed at vide, at hvis uheldet skulle forekomme, så kan jeg være en af dem, der kan træde til og ved, hvad der skal gøres.

Derfor er jeg hjerteløber

At være hjerteløber betyder for mig, at jeg føler, vi er forbundne som mennesker. At vi kan stoppe op og tage ansvar.

Det, jeg har taget med mig efterfølgende, har været følelsen af, at vi kan gøre det her sammen, at jeg kan bidrage med noget, når nogen får et hjertestop. Det er den følelse, der gør, at man bare bliver ved og ikke melder fra.