"Jeg valgte at blive hjerteløber, da min far fik konstateret hjerteproblemer"
Hør Carolines historie som hjerteløber
Den første mission
Jeg vågner midt om natten ved en alarm, som jeg aldrig har hørt før. Jeg kunne mærke hårene rejse sig, og mit hjerte sad oppe i halsen. Jeg tænkte et kort øjeblik: "Hvad gør jeg?"
Jeg gør bare det, som min telefon siger. Jeg finder nærmeste hjertestarter og løber videre derfra hen til stedet, hvor personen ligger med hjertestop. Jeg er der samtidig med tre eller fire andre hjerteløbere, og så går det bare lynhurtigt derfra, hvor vi skiftes til at give hjertelungeredning.
Det er nu, det er nu. Det er nu, du skal redde liv. Så lynhurtigt rejser jeg mig fra sengen, og jeg løber af sted.
Man bliver ramt af en masse følelser
Første gang jeg var på en hjerteløbermission, blev jeg ramt af en følelse af tomhed. Det er jo en refleksion af, at livet kan vende på et splitsekund, og det ser man for alvor, når man er ude som hjerteløber. Men man bliver også ramt af en masse gode følelser, fordi man føler, at man har bidraget til at gøre en forskel. Og det har motiveret mig til at fortsætte.
Derfor blev jeg hjerteløber
Jeg valgte at blive hjerteløber, efter min far fik konstateret hjerteproblemer, og fordi jeg på daværende tidspunkt boede i Skagen, hvor det kan tage tid for ambulancen at nå frem. I dag er jeg flyttet til Aarhus, hvor ambulancen og lægebilen ofte er fremme, når jeg ankommer. Så hjælper jeg i stedet for med at støtte de pårørende.
