"Man kan ikke gøre noget forkert, når man kommer ud til en person med hjertestop"

Den første mission

Første gang jeg fik en hjerteløberalarm, blev jeg så overvældet, at jeg troede, jeg ville besvime. Jeg sad til undervisning, og jeg spænede bare ud af klasselokalet, over græsplænen til det sted, hvor jeg skulle hente hjertestarteren.

Jeg oplever en forskel fra den første gang til i dag, hvor jeg nu er meget mere rolig. Før ville jeg bare tonse afsted. I dag orienterer jeg mig: ”Er det bedst at løbe eller tage bilen?”

Jeg oplever en forskel fra den første gang til i dag, hvor jeg nu er meget mere rolig.

Det handler om mere end genoplivning

Jeg kom som hjerteløber på et tidspunkt ud til et hus, hvor der var helt mørkt. Inden for kort tid var vi mange hjerteløbere, og så var det bare med at få uddelegeret og koordineret opgaverne.

Nogen skulle finde noget lys, andre skulle guide ambulancepersonalet til stedet, nogen skulle tage sig af den pårørende, der var i chok, og så skulle vi lave et arbejdsområde. Som hjerteløber hjælper vi hinanden. 

Efter alarmen

Jeg kan godt lide at være aktiv med en løbetur, hvor kroppen og hovedet lige kan få lov til at tale sammen. Det er den måde, jeg får bearbejdet situationen, efter jeg har været ude til et hjertestop. Så er jeg ladt op og klar igen til at omfavne hverdagens udfordringer og banaliteter.