Den første mission
Første gang hjerteløberalarmen gik, sad jeg midt i en engelsktime. Da jeg forstod alvoren, løb jeg ud af lokalet, uden at sige noget eller forklare nogen, hvad der skete.
Jeg får hentet en hjertestarter og løber mod hjertestoppet. Jeg kommer ind til den person, der ligger på gulvet med hjertestop, og ser en anden sidde på hug ved siden af og hyperventilere voldsomt. Jeg går i gang med at give hjertemassage, samtidig med at jeg prøver at tale den anden til ro.
En krammer er også førstehjælp.
Pårørende har også brug for hjælp
Der er som regel en pårørende eller en, der har ringet 1-1-2 på stedet. Oftest har de brug for at få talt oplevelsen igennem, eller de har brug for en krammer. Der er det lige meget, om du kender personen, eller hvem du er. Den her krammer betyder meget, og den her samtale betyder rigtig meget. Det er også førstehjælp.
Hjerteløbere er et hold
Hvis du er den første på stedet, kan det godt føles som lang tid, inden den næste kommer for at hjælpe. Men hurtigt kommer der endnu en hjerteløber og en til, og så kommer der en ambulance. Det er som puslespilsbrikker, der passer sammen.
Det at være et hold uden at vide, hvem der står på den anden side – jeg tror, det er noget af det, der gør det allerbedst. Du har ingen fordomme. Du har bare den her opgave at tænke på.
"Man kan ikke gøre noget forkert, når man kommer ud til en person med hjertestop"
"Jeg valgte at blive hjerteløber, da min far fik konstateret hjerteproblemer"
"At kunne gøre en forskel er i sig selv en stor ting"
"Jeg er ikke sygeplejerske eller alt muligt andet, men jeg kan godt være med til at redde liv"