En ældre dame skal med taxa fra sin bopæl til Hillerød Sygehus. Da hun ikke står klar, som hun plejer, banker Jens Jørgen på hendes dør. Da den endelig bliver åbnet, står der en mand i døråbningen. Han siger: ”Jeg kan ikke vække min kone.”

Hun lå inde i soveværelset, og jeg kunne se, at hun var død. Da jeg rørte ved hende, var hun iskold. Jeg ringede alligevel 1-1-2. Selv om jeg vidste, at hun nok havde været død i et stykke tid, gik jeg i gang med at genoplive hende. For man ved jo aldrig. Jeg talte hele tiden med alarmcentralen, der guidede mig.

 

Selv i dag strejfer det mig, om det mon var lykkedes mig med den hjertestarter, jeg siden altid har haft i min taxa

 

Da ambulancen kom, blev hun erklæret død. Det var da en mærkelig tanke, at jeg havde givet mund-til-mund på et dødt menneske. Men det tænkte jeg ikke på i situationen – kun at jeg måske kunne få liv i hende igen. Selv i dag strejfer det mig, om det mon var lykkedes mig med den hjertestarter, jeg siden altid har haft i min taxa.

Det var ikke første gang, jeg ydede førstehjælp. Jeg synes, det er min pligt at handle. Hvis nogen f.eks. har bestilt en taxa for at blive bragt til behandling og ikke dukker op som aftalt, kører jeg aldrig bare igen. Jeg insisterer på at vide, hvorfor de ikke kommer. Også selv om det indebærer en risiko for, at jeg må træde til igen.

Læs flere historier