Hjertestart trin for trin

Når et menneske får hjertestop, er hurtig hjælp afgørende. Derfor er det vigtigt at kunne træde til, når det gælder.

Alle kan redde liv – også dig. Og du kan ikke gøre noget forkert. I stedet kan du gøre en stor forskel for et andet menneske. Herunder får du en trin for trin gennemgang af teknikkerne til hjertelungeredning, ligesom du også kan se, hvor du finder et genoplivningskursus. Lad os komme i gang!

Trin 1: Undersøg for bevidsthed

Video poster

Start med at sørge for, at der ikke er fare for din egen, omkringstående personers og den tilskadekomnes sikkerhed.

Begynd herefter at undersøge den tilskadekomne. Undersøg først om den tilskadekomne er ved bevidsthed. Tag fat i personens skuldre og rusk forsigtigt. Tal højt eller råb til personen. Reagerer den tilskadekomne ikke, er personen bevidstløs. Råb om hjælp og læg personen på ryggen.

Trin 2: Tjek for vejrtrækning

Video poster

Når du har konstateret, at personen er bevidstløs og råbt på hjælp, skal du undersøge, om vejrtrækningen er normal.

Det gør du ved at lægge din hånd på panden af den tilskadekomne og løfte kæben op, så der er frie luftveje. Læg derefter dit hoved ned til personens næse og mund for at lytte, om der er vejrtrækning, føle på din kind, om der er vejrtrækning, og se om brystkassen hæver og sænker sig. Det skal du bruge maksimalt 10 sekunder på. Hvis vejrtrækningen ikke er normal eller slet ikke tilstede, så kan du konstatere, at der er hjertestop. 

Trin 3: Ring 1-1-2

Video poster

Hvis du er alene, skal du straks ringe 1-1-2. Hvis der er andre på ulykkesstedet, så bed dem om at ringe, så du kan starte hjertelungeredning.

Når du ringer 1-1-2, bliver du spurgt, om du har behov for hjælp inden for sundhed, brand eller politi. Du skal nævne sundhed. Bevar roen og svar klart og tydeligt på spørgsmålene fra 1-1-2. Fortæl, at du står med en person, der er bevidstløs og ikke trækker vejret normalt. Det er vigtigt, at du også fortæller, hvor du er henne, så det sundhedsfaglige personale kan sende en ambulance til det rigtige sted.

Slå telefonens højttalerfunktion til, og lyt til vagtcentralen, der guider dig igennem hele forløbet, indtil professionel hjælp tager over.

Trin 4: Start hjertelungeredning

Video poster

Når du skal give hjertemassage, skal den tilskadekomne ligge fladt på ryggen på et hårdt underlag. Placer din ene håndrod midt på brystkassen. Placer den anden hånd ovenpå og flet fingrene.

Giv nu hjertemassage ved at trykke 30 gange. Du skal trykke brystbenet 5-6 cm ned hver gang. Slip trykket uden at miste kontakten mellem hånden og brystkassen. Tempoet skal svare til 100 - 120 tryk i minuttet. Du må forvente, at det siger nogle grimme lyde, når du trykker, men det er normalt, og du skal fortsætte hjertemassagen.

Efter 30 tryk på brystkassen skal du give kunstigt åndedræt. Skab frie luftveje ved at bøje den tilskadekomnes hoved let tilbage og løft kæben op. Hold personens næse lukket ved at trykke næsens bløde del sammen med din tommelfinger og pegefinger. Tag en normal indånding og lav 2 indblæsninger i den tilskadekomnes mund inden for 10 sekunder. Kig ned for at se, at brystkassen hæver sig. Start herefter hjertemassage igen.

Giv kombineret hjertemassage og kunstigt åndedræt med skiftevis 30 tryk og 2 indblæsninger. Fortsæt uden pauser indtil professionel hjælp overtager.

Hvis I er to, der samarbejder om hjertelungeredning, skal I skiftes til at lave indblæsniger og hjertemassage. Hvis du ikke er i stand til at lave indblæsninger, så fortsæt hjertemassagen. 

Trin 5: Brug hjertestarteren

Video poster

Hvis du er i nærheden af en hjertestarter, vil vagtcentralen bede dig hente den. Hvis du er alene, må du forlade den tilskadekomne og hente hjertestarteren selv – men KUN hvis hjertestarteren er så tæt på, at du kan se den. Hvis I er flere på ulykkesstedet, skal du bede en anden om at hente hjertestarteren, så du kan fortsætte hjertelungeredning.

Tryk på tændknappen på hjertestarteren og følg informationen fra hjertestarteren, som siger, hvad du skal gøre. Fortsæt hjertelungeredning mens hjertestarteren bliver klargjort, og mens du lytter til instrukserne.

Hjertestarteren analyserer selv personens tilstand, og den kan ikke afgive stød, hvis den tilskadekomne ikke har hjertestop. Du kan altså ikke komme til at støde nogen ved en fejl.

Er der ikke en hjertestarter inden for synlig afstand, skal du fortsætte hjertelungeredning, indtil ambulanceredderne kommer og overtager. 

Flere personer, der deltager i et førstehjælpskursus

Find et genoplivningskursus

Som hjerteløber er det vigtigt, at du har styr på hjertelungeredning, så du ved, hvad du skal gøre, når du kommer ud til et hjertestop. Hos Dansk Råd for Genoplivning kan du finde mere information om genoplivningskurser.

En mand der løber med en hjertestarter

Bliv hjerteløber

Føler du dig robust og kompetent i livreddende førstehjælp?

Som hjerteløber kan du gøre en livsvigtig forskel ved at begynde hjertelungeredning og tage hjertestarteren i brug, før ambulancen ankommer.

 Et kort med en markering af, hvor der er en hjertestarter

Find hjertestartere på kortet

Ved du, hvor din nærmeste hjertestarter er?

Find din nærmeste hjertestarter på kortet, så du ved, hvor hjertestarterne er placeret i dit nærområde. Så kan du hurtigt træde til, hvis det bliver nødvendigt.