En ældre mand er på vej til Christiansø med sin kone. På færgen falder han om med hjertestop. René er med samme båd. Han ser det ske og træder instinktivt til. Efterfølgende har han et stort behov for at vide, hvordan det går med den ramte. Allerede samme aften får han sit ønske opfyldt.

Jeg var på vej til Christiansø med en flok revisorer, som jeg var guide for. Lige inden færgen lægger fra kaj springer et ældre ægtepar ombord. Det var ham, jeg kort efter måtte genoplive. 

Selve førstehjælpen og hele forløbet omkring det at skulle træde til lå på rygraden. Som professionel soldat har jeg lært førstehjælp og også selv undervist i det.
Jeg ved, at man ikke kan slå et menneske ihjel, der allerede er død.
 
Da vi kom tilbage i havn, og ambulanceredderne kørte afsted med Jens, kunne jeg til gengæld mærke det. En urolig tom følelse af ikke at vide, om jeg havde været med til at redde et andet menneske eller bare udskudt det uundgåelige. Jeg ville vide besked. Allerede samme aften tog vi op på Bornholms Hospital.
 
Den første, vi mødte, var Jens’ kone, Lizzy. Den spinkle kvinde var ved at klemme mig i to stykker af bare taknemmelighed. Hun sagde: ”tusind tak”, og jeg sagde: ”det var så lidt…” Flere ord var der ikke. Det var også nok. 

En utrolig lykkefølelse strømmede igennem mig. Jeg havde ikke bare reddet et andet menneske, men en hel familie. Det gjorde mig varm og stolt indvendig. Siden er vi mødtes flere gange – både hos dem og os. I dag er vi mest på julekort med hinanden.

Læs flere historier