Det er onsdag aften, og Inge spiller badminton i Rantzausmindehallen, som hun har gjort det hver onsdag i ti år. På banen ved siden af er et seniorhold i gang med en turnering, da en ældre mand pludselig falder om.

Vi var tre, der ilede hen til manden. Han havde hjertestop. En råbte, at der var en hjertestarter i forhallen.

Ingen af os havde prøvet det før. Vi var nervøse for, om vi satte elektroderne forkert på

 

I starten fumlede vi med hjertestarteren. Ingen af os havde prøvet det før. Vi var nervøse for, om vi satte elektroderne forkert på. Men det lykkedes, og hjertestarteren begyndte at tale til os. Det gjorde det nemt, indtil jeg skulle blæse.

Ham, der var faldet om, havde fråde om munden. Det var ulækkert. Men jeg overvandt mig selv og gik i gang. Det er stadig grænseoverskridende at tænke på. Jeg ved nu, at der er en lille genoplivningsmaske i hjertestarteren, men jeg så den ikke. I dag bærer jeg altid en i mit nøglebundt.

Vi gav hjertemassage på skift og stødte et par gange. Manden begyndte at ralle. Da ambulancefolkene overtog, løb jeg ud på toilettet og vaskede min mund med sæbe. Ikke særligt heroisk, men det var min umiddelbare fysiske reaktion på chokket. Og så tænkte jeg: ”Nu skal jeg på hjertestarterkursus.”

Læs flere historier