Henrik og Sune reddede Karstens liv

08.08.2012

Brødrene Karsten og Henrik er ude og spille fodbold, som de så ofte har gjort de sidste mange år. Det er første kamp efter sommerpausen, og Karsten lader sig hurtigt skifte ud, fordi han er træt. Da holdet forlader kampen og går ned til omklædningsrummet, klager han over smerter i brystet.

Da de kommer ind i omklædningsrummet, falder han om på gulvet og ligger helt forkrampet. Henrik råber, at de har brug for en hjertestarter, og der hænger heldigvis en lige udenfor.

En af modstandernes spillere, Sune, kommer løbende med hjertestarteren. Han er uddannet brandmand og går straks i gang med at yde førstehjælp. Han giver Karsten et stød, og der kommer liv i ham igen.

Henrik står og kigger på brandmanden Sune, der giver hjertemassage og stød, mens tankerne flyver gennem hovedet på ham - for man tænker lidt af hvert, når ens bror ligger der og er død. 

Dagens kamp blev en voldsom oplevelse, der heldigvis fik en lykkelig udgang, for Karsten overlevede. Og Henrik er ikke i tvivl om de omkringståendes rolle: Det er vigtigt at træde til. 

”Du kan ikke gøre noget forkert. Enhver handling er bedre end bare at stå passivt og kigge på. Ham, der ligger med hjertestop, kan ikke gøre noget selv og har brug for din hjælp. Så du skal bare starte. Hvis du er lidt utryg ved tanken, kan du tage et førstehjælpskursus, for så bliver man lidt bedre rustet. Men husk, at når du henter en hjertestarter, bliver du guidet gennem hele forløbet. Den skaber tryghed og hjælper med at redde liv.”

 

Bliv hjerteløber

En hjertestarter øger chancen for at overleve et hjertestop markant. Og jo før den kommer frem, desto bedre. Bliv hjerteløber og hent nærmeste hjertestarter, hvis nogen nær dig får hjertestop