16.12.2016

Alice og Peter er ude og løbe en tur i Dyrehaven i december; det er en tur, de løber ofte. Efter knap 1,5 km stopper Peter op, bøjer sig forover og falder om på jorden. 

De står midt ude i skoven, hvor der ikke er hjælp at finde. Alice ringer 1-1-2, begynder at give hjertemassage og sætter telefonen på medhør. Hun forklarer, at de ligger ude i Dyrehaven, og at Peter er faldet om. Alice bliver usikker på, hvad hun skal gøre, og om hun gør det rigtige, og damen i røret fortæller, at hun skal give hjertemassage med ca. 100 tryk i minuttet.

Så kommer ambulancen, og de tager over med en hjertestarter. De giver Peter ni stød, før der kommer gang i hjertet, men han kommer ikke til bevidsthed derude i skoven. De kører ham til Rigshospitalet, hvor han lægges i kunstig koma. Der ligger han i syv dage, før han kommer hjem til jul.

”Når sådan noget sker, handler det om at få et overblik og sige til dig selv, at du kan sagtens. Man kan ikke gøre noget forkert, og man skal jo gøre noget. Den episode har lært mig, at livet det er dyrebart, og man skal sætte pris på det. Sige pyt til alle de ting, som man alligevel ikke kan gøre noget ved. Jeg ser på tingene lidt anderledes i dag og sætter umådelig meget pris på livet. Jeg er så taknemmelig over, at Peter fik en chance til. Det er ikke alle der får lov til det.” 

 

Bliv hjerteløber

En hjertestarter øger chancen for at overleve et hjertestop markant. Og jo før den kommer frem, desto bedre. Bliv hjerteløber og hent nærmeste hjertestarter, hvis nogen nær dig får hjertestop