Når et menneske får hjertestop, begynder en kamp mod uret. De første minutter er livsvigtige, og mange menneskeliv kan reddes, hvis du udnytter minutterne rigtigt. Men hvad er det egentlig, der sker inde i kroppen, når en person rammes af hjertestop?
Et hjertestop kan forårsages af flere forskellige hændelser i kroppen.
De fleste hjertestop opstår efter en blodprop i hjertet eller kranspulsårene. Dette kaldes også et hjerteanfald. Et hjerteanfald beskadiger musklen i hjertet, hvilket kan resultere i et hjertestop.
En blodprop kan dannes, når kranspulsårerne med tiden bliver smallere og smallere, fordi fedt og kalk aflejrer sig på årernes inderside. Jo smallere årerne er, jo dårligere kan blodet passere. Den nedsatte tilførsel af ilt til hjertemusklen kan give stærke smerter. Dette kaldes "angina pectoris".
Hvis der opstår en blødning i kranspulsårernes fedt- og kalkaflejringer, vil blodet størkne og danne en lille prop - en blodprop i hjertet. Kranspulsårens blodgennemstrømning bliver stærkt reduceret og kan helt ophøre. Der opstår akut og kritisk mangel på blod og dermed ilt i en del af hjertet.