Hans Peder og hans kone er til fest, da babyalarmen pludselig skratter. Han ignorerer den. Først da den gør det igen, rejser han sig for at se til sin etårige søn, Harald, der sover i sin barnevogn ved swimmingpoolen udenfor. Han fryser et øjeblik til is ved synet, der møder ham.

Midt ude i swimmingpoolen lå barnevognen. Jeg handlede instinktivt. Smed blazeren, sprang i og fik bjærget vognen. Da jeg bar Harald op på kanten, var han livløs. Jeg mærkede en ubeskrivelig sorg i min krop. Men jeg smed følelserne væk og gav ham hjertemassage. Jeg har taget flere førstehjælpskurser, men jeg kunne ikke tælle rigtigt. Fandt bare en rytme.

 

Jeg kæmpede videre i et kvarter, før nogen fra festen opdagede, hvad der var sket

 

Undervejs skreg jeg ”hjælp”, men ingen hørte mig inde ved festen. Harald hostede. Et livstegn. Jeg kæmpede videre i et kvarter, før nogen fra festen opdagede, hvad der var sket. Jeg kommanderede med folk. Bad en tælle for mig, en anden om at ringe 1-1-2. Endelig hostede Harald igen – og trak vejret.

Harald har heldigvis ingen mén efter ulykken i dag. Men jeg gik til krisepsykolog længe efter for at få bearbejdet min skyldfølelse over, at jeg havde glemt at sætte bremsen til, så vognen kunne trille ned i swimmingpoolen. At jeg ikke havde reageret på babyalarmens første skrat.

Til trods for at jeg delte sorgen med min kone, så følte jeg mig alene: At stå med min døde søn i armene. Det er en ubeskrivelig lykke, at det trods alt endte godt – at vi har Harald i dag.

Del din historie

Har du selv oplevet at en person faldt om med hjertestop, og har du brug for at dele din historie? Så kan du bruge vores åbne Du kan redde liv-Facebookside, hvor du også kan følge kampagnen.

Læs flere historier